Markfirben
En haleløs solbader
Du har størst chance for at opleve markfirbenet, når det sidder på en sten og solbader, oftest midt på formiddagen. Markfirbenet er nemlig et vekselvarmt dyr, ligesom andre krybdyr, hvilket betyder at det har samme temperatur som dets omgivelser. Markfirbenet er derfor afhængig af solens varme for at opvarme sin krop ovenpå de køligere natte-og morgentemperaturer.
Mens markfirbenet sidder og solbader bliver det ofte udsat for angreb fra dets naturlige fjender, som bl.a. omfatter katte og forskellige fuglearter. Bliver markfirbenet angrebet, kan det finde på at smide halen! Den sprællende hale afleder angriberens opmærksomhed fra selve markfirbenet, som imens kan nå at springe i skjul. En ny hale vokser efterfølgende ud, om end den er lidt kortere og lidt mindre prangende end den oprindelige.