Rådyr
Evnen til at sætte sin drægtighed på pause
Rådyret tilhører den gruppe af dyr, som har såkaldt forlænget drægtighed. Forlænget drægtighed er et smart evolutionært nedarvet træk, der betyder at rådyrene parrer sig om sommeren (den årstid, hvor de har masser af mad og energi), hvorefter det befrugtede æg deler sig ganske få gange, før det går i et hvilestadie. Hvilestadiet varer indtil hen på vinteren, hvor det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen og begynder at udvikle sig til et lille rålam-foster. Den forlængende drægtighed betyder, at de små rålam læmmes i foråret, hvor der begynder at være mad igen ovenpå de hårde vintermåneder. Foruden rådyr, findes forlænget drægtighed hos bjørne, grævlinger og sæler.
Udover den forlængede drægtighed, som resulterer i at rålammene fødes på et tidspunkt, hvor der er føde, forøges rålammenes overlevelseschancer yderligere ved at de er lugtløse. Det gør det sværere for et rovdyr, som ræven, at finde frem til de små rålam, der ofte ligger alene i buskadset eller det høje græs, mens moren er ude at finde føde.