Stor flagspætte

En head-banger uden hovedpine

Den store flagspætte lever primært af insekter, som den finder på indersiden af træernes bark. Spætten kan hakke 23 hak i SEKUNDET! De voldsomt mange hak betyder, at den slider sig igennem 3 næb-længder om året, men heldigvis vokser næbbet ud igen på samme måde som vores negle. Stor flagspætte er godt rustet til alt den hakken, idet den er støddæmpende i hele sit design. Spætten har bl.a. en særlig knoglestruktur i kraniet med ”svampede” strukturer flere steder, der er med til at fordele stødene og dermed beskytte hjernen. Derudover snor spættens tungeben sig som en løkke omkring kraniet, som en slags sikkerhedssele, der holder hovedet på plads, når den hamrer hovedet ind i træstammen. Sidst, men ikke mindst, er spættens øvre og nedre næb-halvdele ikke ens i størrelsen. Når hakke-kraften, som er 1.000 gange tyngdekraften, overføres fra spidsen af næbbet ind i kraniet, tager asymmetrien en del af stødet, og hjernen belastet mindre. Det er imponerende!

Siden er sidst opdateret 31. oktober 2022