Harry Potter

Har I arbejdet med Harry Potter?

Lad eleverne gå på opdagelse i det magiske univers på Hogwarts. I løbet af dagen skal vi både lave kost og tryllestav, løse gåder, komme sikkert igennem farlige sumpe og edderkoppenet og lære at kende forskel på gift og vand.
Arrangementet lader eleverne lege sig ind i bøgernes univers og udfordrer deres logiske sans og deres samarbejdsevner, samtidig med, at de får rørt sig en masse.
Arrangementet henvender sig til elever fra 5. klasse og op efter.
Forløb: Arrangementet bidrager til elevens alsidige personlige udvikling. I faghæfte 47 opfordres der til at kombinere teori med praktisk, kropslig aktivitet og til at give eleverne mulighed for aktivt at opsøge, opleve og skabe æstetiske indtryk og udtryk.

Mål:

At eleverne skal samarbejde om at løse de opgaver de bliver stillet over for. At de får indblik i, at det kan være nødvendigt at arbejde på hold, også med klassekammerater som man ikke nødvendigvis er venner med.
At eleverne skal få succesoplevelser og en oplevelse af at løfte i flok.

Opgaver for lærere og pædagoger:

Lærerne kan støtte eleverne i at løse opgaverne som gruppe og med at håndtere de konflikter der måtte opstå i løbet af dagen.
Eleverne bør på forhånd have kendskab til det univers som historien foregår i, enten via film eller bog. Det er ikke nødvendigt at de har læst alle bøgerne eller set alle filmene.

Praktiske oplysninger:

  • Tidspunkt: Hele året.
  • Sted: I en lokal skov.
  • Varighed: Ca 4 timer.
  • Medbring: Tøj, der passer til vejret, madpakke og noget at drikke. Husk også vand til alle fornødenheder.